Efter en lang sommerpause, som bl.a. for mit vedkommende bestod af flytning fra byliv til mere landlige omgivelser, klør det atter i fingrene for at kommentere lidt på alt det, som sker rundt om os.
Fornyet debat om bæredygtig mode
Det som senest har inspireret mig, er den debat, der atter opstår om bæredygtig mode ifm. CIFF. Jeg synes, at debatten har ændret sig en smule i år – måske hjulpet på vej af corona, som har accelereret mange forbrugeres holdning til bæredygtig tekstil. De mange store lagre af tekstiler, som er strandet rundt om i verden under corona, har gjort det klart for de fleste, at vi slet ikke har behov for så store mængder af tøj, som vi tidligere har købt.
Fast fashion bliver aldrig bæredygtigt
Hvor bæredygtighedsdialogen tidligere har været præget af producenter, som påstår at de er bæredygtige, fordi de bruger økologisk bomuld mv. bliver der nu i højere grad talt om værdien ved at købe kvalitetstøj i mere klassisk design, som holder og bliver brugt mange gange. Tøjet skal helst bruges til det er slidt op. Ikke som vi typisk ser det med fast fashion produkter, som ligegyldigt hvor bæredygtige de påstår at være, belaster miljøet voldsomt – både fordi de har kort holdbarhed, men også fordi de typisk produceres i udviklingslande og i Østen under forhold, vi ikke ville acceptere her i Danmark, og derudover kræver lang transport.
Endelig er forretningsmodellen for fast fashion jo, at der leveres så mange kollektioner årligt, at der næsten ikke kan tales om kollektioner med et kontinuerligt flow af nye modeller som “rammer” butikkerne løbende, med et håb om at kunderne skifter deres garderobe så ofte, at man helt mister pusten.
Mange, især mindre producenter, har fået mere fokus på bæredygtighed
Mange tøjproducenter er heldigvis i gang med at omstille til en mere bæredygtig linje, eller har en strategi om at gøre det. Flere og flere trækker produktionen tilbage til europa, og ændrer designet på kollektionerne. Derudover eksperimenteres der med genbrug af tøjfibre fra kasseret tøj.
Jeg ser en masse nye spændende nicher som en del af udviklingen. Bl.a. ses en tendens til flere skrædderrier, da langtidsholdbart tøj ofte også kan svare sig at reparere, og dygtige fagfolk kan ofte reparere, så man slet ikke kan se det. Også mindre systuer begynder at opstå, da denne produktionsform ofte kan betale sig ved små kollektioner. Flere og flere forbrugerne er villige til at betale mere for danske produkter og derved støtte danske arbejdspladser. Det mest bæredygtige tøjforbrug vil altid være, at bruge det tøj man allerede har, frem for købe og smide ud. Men vi har jo alle brug for, og lyst til lidt nyt i garderobeskabet af og til. Det mindre forbrug giver også plads til, at der kan betales mere pr. produkt.
Strategien skal også føres ud i livet
Mange af de især mindre tøjproducenter, som har været i front med bæredygtigheds strategier, har dog ifølge Weardenmark udfordringer med at føre planerne ud i livet. Men her er jo heldigvis hjælp at hente – GCO puljerne er lavet for det samme, og jeg og de øvrige rådgivere, som er godkendte til puljerne kan også hjælpe med at lave og eksekvere planerne. Derudover hjælper vi med at opstille milepælsplaner, og rapporteringsformer, som er til at overskue – alt sammen noget man kan få finansieret op til 100 %, dog maksimalt kr. 90.000,-. Vi kan også hjælpe med at lave ansøgningerne. Flere erhvervshuse har også puljer til at støtte op om den grønne omstilling, det kan god være lidt af en jungle – men jeg hjælper gerne på vej, også selv om det evt. ikke er mig, som bliver rådgiver på forløbet – det handler jo både om kompetencer og kemi for det bedste forløb.
Jeg ved, at corona fortsat giver meget usikkerhed hos rigtig mange virksomheder, men ved at benytte puljerne, er der mulighed for at være forberedt, når vi kommer på den anden side af corona, og endda helt uden risici på den økonomiske front…
Leave a Reply