Dejligt at blive udfordret
Jeg har lige tilbragt et par dage i skønne København, hvor jeg havde flere møder om bæredygtighed. Særligt tekstilbranchen var i fokus. Men hvad er bæredygtighed egentlig? Ja, selv en som mig, som arbejder med det på fuld tid, kan komme lidt på dybt vand, når jeg fx udfordres af en super kyndig som Jakob Zeuthen, Miljøpolitisk chef i Dansk Erhverv. Jeg elsker den sparring og de udfordringer han giver mig, når vi ses. Jeg bliver klogere hele tiden. Fx diskuterede vi bl.a. denne gang, hvad er bedst: bæredygtig fastfashion med lav kvalitet, som kune bruges få gange, eller knap så bæredygtig slowfashion med meget høj kvalitet, som holder læge og kan betale sig at reparere på – det skabte en god debat. Der findes selvfølgelig ikke nogen decideret facitliste for hvor det skiller og naturligvis er der ekstremer, der let kan sorteres fra og rettesnore, som kan følges. Men med mærkninger og certificeringer kommer du langt. Jakob har netop udgivet en ny bog: Global third-party certification and labelling, som jeg glæder mig til at læse.
Fast fashion kontra slow fashion
Jeg havde også et rigtig godt møde med Jeanette Grønnbæk indehaver Turn it around by Grønnbæk. Hendes kollektioner byder både på tøj med flere funktioner, noget med meget bæredygtige materialer og noget med mindre bæredygtighed hvad materialerne angår. Men gennemgående er det, at der laves små kollektioner, af meget høj kvalitet, i klassisk design – tøj som holder. Jeanette har mangeårig erfaring fra tøjbranchen og valgte på et tidspunkt for flere år siden, efter mæthed fra fastfashion og “køb og smid væk” kulturen, at gå sin egen vej. Producenterne er nøje udvalgte og samarbejdet er tæt. Normalt aflægger Jeanette dem besøg flere gange årligt. På besøgene spares der, produktudvikles, hun tilser produktionen med kritiske øjne og sikrer at der produceres under ordentlige forhold. Pt er der også planer om at starte ny produktion i Europa. Jeg glæder mig meget til at følge udviklingen på nært hold.

Leave a Reply